Og det var liden Karen,
Den unge konge så.
Hun lyste som en stjerne

Blandt aller terner små.
Hun lyste som en stjerne
Blandt aller terner små.


"Og hør, du liden Karen,
Og vil du føje mig?

De sølverbundne knive to,
Dem vil jeg give dig.
De sølverbundne knive to,

Dem vil jeg give dig."

"De sølverbundne knive to,

Dem passer jeg ej på.
Giv dem din unge dronning,
Lad mig meg æren gå.

Giv dem din unge dronning,
Lad mig meg æren gå."


"Og hør, du liden Karen,
Og vil du føje mig?
Stenhuset udi skoven

Det vil jeg give dig.
Stenhuset udi skoven
Det vil jeg give dig."


"Stenhuset udi skoven
Det passer jeg eg på.

Giv det din unge dronning,
Lad mig med æren gå.
Give det din unge dronning,

Lad mig med æren gå."

"Og hør, du liden Karen,

Og vil du føje mig?
Mit halve kongerige,
Det vil jeg give dig.

Mit halve kongerige,
Det vil jeg give dig."


"Det halve kongerige,
Det passer jeg eg på.
Giv det din unge dronning,

Lad mig med æren gå.
Giv det din unge dronning,
Lad mig med æren gå."


"Og hør, du liden Karen,
Vil du ej være min,

Så lader jeg dig sætte
I fangetårnet ind.
Så lader jeg dig sætte

I fangetårnet ind."

"Og lader du mig sætte

I fangetårnet ind,
Ret aldrig nogensinde
Så vil jeg være din.

Ret aldrig nogensinde
Så vil jeg være din."


"Og hør, du liden Karen,
Hvi gør du mig så vred?
Så lader jeg dig sætte

I spigertønden ned!
Så lader jeg dig sætte
I spigertønden ned!"


"Og lader du mig sætte
I spigertønden ned,

Så kende alle guderne
Min uskyldighed.
Så kende alle guderne

Min uskyldighed."

De sætte liden Karen
I spigertønden ned.
Da kom to hvide duer

Og skænkes' hende fred.
Da kom to hvide duer
Og skænkes' hende fred.

Og unge kongen blegned'

I sin forgyldte sal.
Da kom to sorte ravne
Til ham med helveds kval.
Da kom to sorte ravne
Til ham med helveds kval